Styregruppen for nationalparkprojektet har sat følgende vision op for ”Adgang og stier”:

Med en nationalpark vil vi opnå:

  • Befolkningen får adgang til varieret natur og landskab ad velplanlagte ruter med gode kig ”ud” i landskabet og ”ind” i naturen.
  • Landskabsruterne giver adgang til spændende oplevelser og indsigt.
  • Dyreliv og sårbare naturområder beskyttes.

Mere konkret betyder det følgende:

  • Der udlægges intelligente stiforløb, der tager hensyn til både beskyttelse af følsomme natur- og landskabsområder og befolkningens adgang til naturoplevelse og –fordybelse, herunder med flotte kig ”ud” i landskabet og ”ind” i naturen.
  • Det samlede stinet giver mulighed for både korte rundture og lange landskabs- og naturvandringer (trekking) over flere dage. Mange af stierne skal henligge på naturens præmisser og kan være ufremkommelige i dele af året.
  • Der etableres flere stier fra de større byer ud i landskabet og naturen, samt stier mellem de større naturområder. Der skal være mulighed for at vandre eller cykle fra by til by gennem spændende landskab.
  • Der etableres flere faciliteter langs fjorden i form af bålpladser, shelters mv. samt vejledninger om eksempelvis ruter på fjorden, samt færdsel og ophold på strandenge og holme.
  • Der anlægges flere indhegnede hundeluftningsarealer, hvor hunde må løbe frit. Udenfor disse arealer SKAL hunde føres i snor af hensyn til vildtet og andre naturgæster.
  • Skiltning mv. langs stierne udføres så diskret og minimalt som muligt, så den passer ind i området. Skiltningen understøttes af turfoldere med kort samt mulighed for navigation via GPS og information via mobiltelefon.
  • Alle stier i nationalpark-regi etableres efter frivillig aftale med lodsejerne.

Se i magasinet, side 44-49, for at læse mere om styregruppens oplæg om “Adgang og stier”.

Har du kommentar til styregruppens vision kan du deltage i debatten her på hjemmeside, ved at tilføje din kommentar nedenfor.

Selv om debatfasen er slut, er I stadig velkommen til at skrive indlæg og komme med konkrete forslag til projektet, men disse vil ikke indgå i den officielle sagsbehandling.

2 kommentarer til "Adgang og stier"

  1. Tommi Strandgaard, Roskilde siger:

    Super vision. Det er især på denne måde jeg glæder mig til at benytte Natinalparken. Der ligger en udfordring i at adskille mountain-bikes, almindeligt gående, ridende etc., men det kan jeg jo se i hæftet, at styregruppen er opmærksom på.

  2. Jytte Fritz, Gershøj siger:

    Jeg har skimmet bladet om Nationalparken igennem og synes det er et meget spændende og godt initiativ.
    Men der er en ting jeg mangler, jeg har ikke set noget som helst om ridestier og om ridning i det hele taget, for jeg kan ikke tro , at man må ride alle de skønne steder, der er omtalt.
    Vi er mange som nyder naturen ved at ride rundt i den, men desværre er vi ofte et overset folkefærd, når det gælder ridesteder og hvor vi må være.
    Jeg håber denne kommentar kan være en inspiration for udvalget.
    Fra en islandsk heste rytter

Tilføj din kommentar

*
*

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.

For at undgå spam o.lign. bliver nye indlæg tjekket af en administrator før de bliver publiceret.