Hesselbjerggård slog dørerne op

Mandag d. 22. august havde Skjoldungelandet arrangeret gårdbesøg og nationalparkdebat på Hesselbjerggård ved Kattinge. En lille snes borgere fra de to kommuner fik en fantastisk smuk vandring gennem landskabet medens gårdejer Michael Svane viste frem og fortalte.

Hesselbjerggård stiler mod i løbet af få år at være selvforsynenede med vedvarende energi ligesom man vil være selvrensende. Et større rodzoneanlæg med piletræer sørger allerede for rensning af alt spillevand fra husholdningen. Gårdens dyr går ude hele året, men køerne har dog nok Danmarks smukkeste læhus at søge til, når vejret kræver det, det er stråtækt og ligger næsten ned til Svogerslev Sø. Dexterkøerne og fårene sørger helt naturligt for naturplejen så naturindholdet på markerne bliver mangfoldigt, bla. den grønne frø genetableret sig i de våde enge. Den ekstensive drift er mest rentabel her pga. EU tilskudsreglerne vedrørende Natura 2000 områder.

Michael Svane fortale også om matrixsamarbejdet mellem økologiske gårde og forbrugergrupper; det er nærmest en slags moderne andelsbevægelse, som samler opmærksomhed i disse år. Tilbage ved gårdens store drivhus blev der budt på smagsprøver i form af økologiske grillpølser og saft. Under debatten blev der konstateret bred tilslutning til tanken om en nationalpark i området, ros til debatmagasinet og tak for den spændende tur rundt på markerne. Der var forslag om at Gundsømagle Sø burde medtages, og at stisystemet ad åre bør blive endnu mere omfattende, så man kan komme rundt på forskellige stilængder.

Tilføj din kommentar

*
*

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.

For at undgå spam o.lign. bliver nye indlæg tjekket af en administrator før de bliver publiceret.