Havørnene flyver over
fjorden
I 2006 begyndte et havørnepar at bygge rede på Bognæs. Lejre Kommune, Skov- og Naturstyrelsen, lodsejeren og Dansk Ornitologisk Forening samarbejdede om etablering af en beskyttelseszone, for at give den sky fugl de bedste muligheder for at yngle.
Bortset fra et enkelt år er der siden kommet 2 unger på vingerne hver sommer. Den første rede var meget publikumsvenlig, idet det med en god kikkert var muligt at se ørnene og deres unger fra Roskilde Fjord og Veddelev.
I 2010 byggede ørnene en ny rede, som det desværre ikke er muligt at se, men i forårs- og sommermåneder er det stadig muligt at følge havørnene, når de fanger hornfisk og blishøns på vandet eller henter skarvunger i kolonien på Askehoved.








