Opdelingen af skov og land

Danmark har været et landbrugsland i 6.000 år, og det åbne land, som vi kender det, er så gammelt som ca. 3.500 år. Allerede i bronzealderen fandtes de første store heder i Danmark, et tegn på, at jorden var udpint. Og bronzealderens mange gravhøje er placeret, så de har kunnet præsentere sig højt knejsende på bakketoppene i et åbent landskab.

Indtil skovforordningen i 1805 var der ikke nogen skarp grænse mellem skov og land. Dyrene gik på græs, hvor jorderne var enten for tørre, for våde eller for udpinte til, at jorden kunne dyrkes. Og jorden blev dyrket, hvor den var bedst drænet. Landsbyerne lå, hvor man havde lettest adgang til alle de ressourcer, man havde brug for. Lige fra byggematerialer som tømmer, pil, ler, strå og kalk til brænde, hegnsmateriale og agerjord græsningsarealer. Og de enkelte landsbyer (ejerlaug) grænsede op til hinanden under tilsvarende hensyn til adgangen til de nødvendige ressourcer. Når store åer trækker sognegrænser, skyldes det f.eks., at landsbyerne på begge sider af åldalene har haft brug for de lave enge til høslæt og græsning.

Med skovforordningen i 1805, som skulle sikre det skov, der var tilbage, blev der trukket skarpe skel mellem skov og åbent land. Der blev bygget skovdiger og flettet hegn langs alle skovgrænser, og det blev forbudt at sætte dyr på græs eller på olden i skovene. De fleste af de landsbyer, der kom til at ligge inden for de nye skovgrænser, blev nedlagt, og folk flyttede til landsbyerne i det åbne land. Når man færdes i skovene i dag, kan man med de kulturhistoriske briller på, se mange spor efter tiden før skovforordningen. Fægyder, hvor dyrene er blevet drevet fra et sted til et andet, gamle agre, skovdiger, vejforløb, gamle stednavne og meget mere.