Landskabet forandres

Sammen med skovforordningen fra 1805, der satte skarpe skel mellem skov og agerland for at beskytte de danske skove, skaber udskiftningerne i tiårene før og efter 1800 en af de største landskabsmæssige forandringer i Danmark.

Fra gammel tid var landskabets ressourcer fordelt efter et kompliceret system af brugsrettigheder, så hver enkelt gård havde adgang til de ressourcer, den behøvede for at kunne være selvforsynende i ordets videste betydning. Dvs. med adgang til byggematerialer, brænde, græsning, dyrkbare agre osv.
Afgræsningerne mellem de enkelte landsbyer var skabt af disse behov.
Hver enkelt landsbys jorder blev dyrket i fællesskab, og på bystævnet aftaltes det, hvordan græsning, såning, høst, bygning og vedligeholdelse af hegn og gærder m.v. skulle tilrettelægges, hvad husmændene skulle betale for deres retmæssige græsning mv.

Godset var omdrejningspunktet for landsbyerne liv. Godsejeren havde rettighederne til jagt, fiskeri, overskov, dyrkbare agre mv. Og fæstebønderne betalte for deres brugsrettigheder til landskabet i form af landegilde (naturalier og penge) og hoveri (arbejde).

I det gamle dyrkningsfællesskab havde landsbyen en række fælles arealer: enge, overdrev, stævningsskove, tørvegravningsmoser, grusgrave osv. Den dyrkede jord var delt i vange, hvor hver gård havde sine agre, dog dyrket i fællesskab.

I forbindelse med landboreformerne blev landsbyernes gamle dyrkningsfællesskaber ophævet, og hver enkelt bondes jord blev samlet i et sammenhængende stykke. Særlige ressourcer som f.eks. våde enge og tørvegrave blev fordelt, så hver gård fik sin egen lille lod i det tidligere fællesareal.

Udskiftningen var en kolossal opgave. Ud over selve processen med at finde en tilfredsstillende og retfærdig fordeling af jorderne, forestod mange års arbejde med at flytte gårdene ud til jorderne, sløjfe gamle gærder og veje og bygge nye, der passede til jordernes nye fordeling. Dertil kom, at mange overdrev kom under plov og, hvor det var muligt, blev våde enge afvandet og opdyrket.

Forklaringerne på at kaste så mange ressourcer i at opgive de århundreder gamle dyrkningsfællesskaber er mange:

• Den begyndende europæiske industrialisering skabte store byer, der behøvede alt fra byggematerialer til mad og tøj. Produktionen på landet måtte derfor øges, så den kunne brødføde byernes befolkninger.
• Oplysningstidens idealer om frigørelse, bevidstgørelse og uddannelse af bønderne havde det dobbelte formål at forbedre bøndernes vilkår og at øge produktionen gennem bedre uddannelse.
• Den økonomiske betragtning, at incitamentet for at øge effektiviteten er større, hvis bonden frit kan disponere over jorden og få et ordentligt udbytte selv.

Lovgivningsmæssig var der tale om en flertrinsraket.
I 1769 blev det tilladt for enhver lodsejer at udskifte sine jorder på egen bekostning. Dvs. uden udgifter for den enkelte bonde.

I 1781 ophævedes forbuddet mod at hæve landegildet (dvs. bondens årlige lejeudgift til godsejeren). Dertil kommer, at godsejerne nu må udstede 4%-lån. Dermed kunne godsejere give bønderne mulighed for selv at afholde udgifter til udskiftningen, så bonden kunne samle en sammenhængende jordlod, som han havde fuld brugsret til.

I 1788 blev stavnsbåndet ophævet, dvs. at man kunne bosætte sig, hvor man selv ville.

1899 vedtages lov om tilvejebringelse af jordlodder til landarbejdere.

1919 vedtages ny statshusmandslov, og ved lensafløsning finansieredes oprettelse af statshusmandsbrugene. Lensafløsningen pålagde godserne at afgive 20-25 % af godsets værdi til staten. Til gengæld overtog staten godsernes sociale ansvar.

1850 afskaffes hoveriet for bønder (for husmænd først i 1920′erne)

Udskiftningsformer
Den ideale udskiftningsform var blokudskiftningen, hvor al jord samlet i regulære stykker, med gården placeret midt i jordstykket. Denne udskiftningsform var den mest omfattende både økonomisk og socialt, fordi flertallet af landsbyernes gårde skulle flyttes væk fra landsbykernen. Dertil kom at veje og gærder i stor stil måtte lægges om.
I Herslev blev et stort antal gårde blokudskiftet.

Mange steder valgte man derfor den mindre omfangsrige stjerneudskiftning, hvor de fleste gårde kunne blive liggende i landsbyen med deres marker samlet i et trekantede stykker strålende ud fra landsbykernen.
Kattinge er et eksempel på en stjerneudskiftning.

Kirke Saaby er et godt eksempel på, hvordan blok- og stjerneudskiftningen blev kombineret.